Transportministeriet orienterer Finansudvalget om en yderligere forsinkelse på 8 måneder af Banedanmarks it-projekt "Implementering af SAP S/4HANA, inkl. nye asset management processer". Projektet forventes nu afsluttet medio 4. kvartal 2025.
- Projektet har til formål at erstatte Banedanmarks eksisterende virksomhedsstyringssystem (SAP) med en ny, moderne udgave (SAP S/4HANA) og forbedre de tværgående digitale processer til understøttelse af vedligehold, fornyelse og nyanlæg af jernbanen.
- Forsinkelsen skyldes primært, at etableringen af stamdata i systemet har vist sig at være væsentligt større end oprindeligt antaget, samt et samtidigt væsentligt træk på kritiske ressourcer.
- Projektets omfang ændres ikke som følge af forsinkelsen.
- Meromkostningerne på ca. 20 mio. kr. forventes dækket via projektets interne risikopulje, og den samlede projektudgift forbliver inden for den bevilgede ramme på 195,7 mio. kr. (2025-pl).
- Statens IT-råd har på baggrund af forsinkelsen tildelt projektet et gult trafiklys, men har ikke vurderet, at der er behov for en fornyet risikovurdering af projektet.