Der er med aktstykket givet tilslutning til at tilføre 150,4 mio. kr. i 2025 til iværksættelse af tiltag, der skal gøre dansk gasforsyningssikkerhed mere robust og fremme opfyldelse af EU's gaslagerfyldningsmål frem mod vinteren 2025-2026.
- Høje gaspriser og forventninger om lavere priser gjorde det i foråret 2025 mindre attraktivt for markedsaktører at købe lagerkapacitet og fylde gas på lager, hvilket risikerer at bringe overholdelsen af EU's lagerfyldningskrav i fare.
- Energistyrelsen udbyder en lagerforpligtelse, hvor markedsaktører mod betaling kan forpligte sig til at have en given mængde gas på lager på et fastsat tidspunkt.
- Udgiften finansieres ved omprioritering af midler fra § 29.22.01. Tilskud til energiforskning (50,0 mio. kr.), § 29.24.27. Tilskud til energibesparelser (10,5 mio. kr.) og § 29.25.20. Biogas og andre grønne gasser (89,9 mio. kr.), hvor der forventes mindreforbrug i 2025.
- Eventuelle overskydende midler efter udbuddet vil blive tilbageført til de generelle reserver i 2025.