Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til at yde statslige genudlån til Energinet på i alt 7.461,7 mio. kr. (løbende priser) til finansiering af brintinfrastruktur fra Esbjerg via Egtved til den dansk-tyske grænse (”Syvtallet”).
- Lånerammen skal finansiere anlægsfasen, som forventes at løbe i 2025-2030. Tilbagebetalingsperioden løber indtil 2060.
- Aktstykket udmønter den politiske aftale ”Brintinfrastruktur til Tyskland: Muliggørelse af Syvtallet” fra februar 2025, indgået mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet.
- Der optages 127,5 mio. kr. på tillægsbevillingen for 2025 svarende til forventet låneoptag det første år. Energinet betaler en provision på 0,55 pct. af det nominelt udestående til staten som dækning for kreditrisiko.
- Der indføres en ny tekstanmærkning, der bemyndiger finansministeren til at lade Energinet optage genudlån inden for den fastsatte ramme.
- Finansudvalget tiltrådte aktstykket den 25. september 2025 med undtagelse af Danmarksdemokraternes, Dansk Folkepartis og Liberal Alliances medlemmer, der stemte imod.