Udenrigsministeriet søger Finansudvalgets tilslutning til at afgive tilsagn på 100 mio. kr. i 2024 til CAPACITY-migrationsprogrammet med bidrag til FN’s Migrationsorganisation (IOM) og International Centre for Migration Policy Development (ICMPD). Programmet har en samlet ramme på 430 mio. kr. i perioden 2024-2027.
- Programmets formål er at støtte kapacitetsudvikling inden for migrationsområdet i prioriterede oprindelseslande og understøtte Danmarks dialog med landene om udsendelse. Midlerne målrettes lande, der samarbejder om tilbagetagelse af egne statsborgere.
- Aktiviteternes konkrete lande fastlægges af en tværministeriel styrekomité. Det forventes ifølge aktstykket, at landene vil inkludere Nigeria, Somalia, Jordan, Irak m.fl. I svar på spørgsmål oplyser ministeren, at det på nuværende tidspunkt overvejes at støtte aktiviteter i Nigeria, Somalia, Algeriet, Jordan, Libanon og Irak.
- Programmet understøtter samarbejde om udsendelse, men en formel tilbagetagelsesaftale er ikke en forudsætning. Flere lande samarbejder uden sådanne aftaler.
Aktstykket blev tiltrådt af et flertal i Finansudvalget den 28. november 2024.