Social- og Boligministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til at tilføre 3,6 mio. kr. i 2025 til Ankestyrelsen til styrket psykologfaglig PAS-rådgivning (Post Adoption Service) til voksne adopterede.
- Midlerne skal gå til at styrke den eksisterende rådgivning og til at oprette samtalegrupper for voksne adopterede, så de kan dele erfaringer og spejle sig i hinanden. Ankestyrelsen har i forvejen samtalegrupper for adopterede børn under 18 år.
- Beløbet er en del af en flerårig indsats på adoptionsområdet, som regeringen, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti blev enige om den 4. juni 2025. Der er i aftalen afsat 10,8 mio. kr. til formålet for perioden 2025-2027 (3,6 mio. kr. årligt).
- Udgiften finansieres af allerede afsatte midler på finansloven under § 15.12.11. Styrkelse af rådgivning til voksne adopterede og adgang til egen adoptionshistorie. Der er således tale om en omflytning mellem konti.
- Finansudvalget tiltrådte aktstykket den 30. oktober 2025 med undtagelse af Dansk Folkepartis medlemmer, der stemte imod. Enhedslisten støttede aktstykket, men bemærkede, at man bør overveje at lade beløbet følge den adopterede, så vedkommende selv kan vælge PAS-tilbud, eller - hvis ikke det kan lade sig gøre - at stramme kravene til screening af PAS-rådgivere, da kvaliteten varierer.