Uddannelses- og Forskningsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til at tilføre 4,9 mio. kr. i 2025 til en analyse af administrationen på de selvejende uddannelsesinstitutioner på ministeriets område.
- Analysen udspringer af det flerårige arbejdsprogram for staten, som regeringen præsenterede i juni 2025. Programmet fastsætter et måltal for omprioritering fra administration til forskning i selvejesektoren på 0,5 mia. kr. i 2030.
- Den samlede analyse har flere spor: en kortlægning af administrationen på de selvejende uddannelsesinstitutioner samt to analysespor, der vedrører henholdsvis forskningsadministration på universiteterne og generel administration og organisering på institutionerne. Arbejdet udføres af en ekstern leverandør.
- Analysen skal tilvejebringe et analytisk grundlag for udmøntningen af administrationsbesparelserne og afdække muligheder for øvrige administrationsbesparelser, der kan anvendes til øget kvalitet i uddannelserne.
- Udgiften på 4,9 mio. kr. finansieres af midler på regeringsreserven (§ 35.11.19.). Aktstykket er tiltrådt af et flertal i Finansudvalget den 27. november 2025 med undtagelse af Alternativet.