Udenrigsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til at afgive tilsagn om tilskud i finansåret 2025 til to initiativer, der skal mobilisere privat kapital til klimatilpasning i udviklingslande gennem blended finance.
- Der afsættes op til 50,0 mio. kr. til Climate Bonds Initiative (CBI) til at fremme udstedelse af og investeringer i grønne obligationer med fokus på klimatilpasning og resiliens, herunder udvikling af en taksonomi og demonstration i et pilotland.
- Der afsættes op til 150,0 mio. kr. til Nordisk Udviklingsfond (NDF) til bidrag til Investment Mobilization Collaboration Alliance (IMCA) og dets finansieringsvindue Adaptation Finance Window for Africa (AFWA), der skal mobilisere privat kapital til klimatilpasningsprojekter i Afrika syd for Sahara gennem impact-investeringsfonde.
- Det samlede tilsagn på 200,0 mio. kr. afgives i 2025 og forventes udbetalt i 2025-2026. Udgiften afholdes af bevillingen under § 06.34.01. Naturressourcer, energi og klimaforandringer i udviklingslande mv.