By-, Land- og Transportministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til, at Bygningsstyrelsen køber PETs nuværende hovedkontor på Klausdalsbrovej 1, 2860 Søborg, for at sikre statsligt ejerskab af ejendommen af sikkerhedsmæssige årsager.
- Købssummen udgør 474,0 mio. kr. ekskl. handelsomkostninger (2026-priser) fra Nordea Pension Ejendomme Danmark A/S. Den eksterne vurdering anslår ejendommens værdi som brugerejendom til 398 - 412 mio. kr., mens sælgers oprindelige salgspris var 550,0 mio. kr.
- PET medfinansierer 62,0 mio. kr. som engangsbetaling svarende til differencen mellem den højeste eksterne vurdering og handelsprisen, finansieret på § 11.23.16. De øvrige 412,0 mio. kr. finansieres af Bygningsstyrelsen på § 28.72.01 via låntagning gennem den statslige likviditetsordning mod efterfølgende huslejeopkrævning.
- Ejendommen har siden 2003 været anvendt som PETs hovedkontor og er en specialejendom indrettet specifikt til PETs behov. PET har vurderet, at ejendommen af sikkerhedsmæssige årsager bør overgå til statsligt ejerskab.
- Overtagelsesdatoen forventes den 1. december 2026. Købsaftalen bortfalder, hvis Finansudvalgets tiltrædelse ikke foreligger senest den 1. november 2026.
- De nuværende erhvervslejekontrakter konverteres til SEA-lejekontrakter med 20 års uopsigelighed og fastfrysning af huslejen (med undtagelse af årlig PL-regulering) frem til 31. december 2047. PETs fremtidige lejeniveau forventes at udgøre 26,7 mio. kr. årligt (2026-priser).
- Aktstykket forelægges iht. budgetvejledningens pkt. 2.7.4.2, da købssummen overstiger 100 mio. kr. Vurderingsstyrelsen har udtalt, at handelsprisen og handelsvilkårene kan accepteres, og Finansministeriets tilslutning foreligger.