Miljøministeriet anmoder Finansudvalget om tilslutning til, at Skov- og Naturstyrelsen sælger fire statsskovarealer på i alt 389 ha ved offentligt udbud samt erhverver Århus Plantage i Mols Bjerge. Salget forventes at indbringe ca. 17 mio. kr., mens købet af plantagen koster 7,95 mio. kr.
Sagen er en del af rammeaftalen om Naturforlig 04, som blev indgået den 6. maj 2003 med Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti. Aftalen muliggør salg af op til 1.500 ha statejede, ikke-bynære nåletræsplantager i 2004 og 2005 for samlet ca. 60 mio. kr. Provenuet skal anvendes til indsats inden for habitatområder og ådaler, mere natur og friluftsliv i hovedstadsområdet samt anden bynær skovrejsning. De fire arealer, der udbydes, er Haverslev Plantage (104 ha), Ballerum Plantage (260 ha), Borre Plantage (10 ha) og et areal ved Hjelmvrå (15 ha). Efter salg skal der tinglyses adgangsret for offentligheden og forbud mod brug af pesticider, svarende til reglerne for statsskove.
Århus Plantage på 93,6 ha er ejet af Hedeselskabet og ligger centralt i habitatområdet ”Mols Bjerge med kystvande” omgivet af offentlige arealer. Erhvervelsen sikrer sammenhængende drift af naturområderne, hvor meget af nåleskoven vil blive ryddet til overdrev eller løvtræ. Told- og Skattestyrelsen har accepteret tilbudsprisen på 7,95 mio. kr., idet plantagens beliggenhed som enklave giver en særlig herlighedsværdi ud over den skønnede handelsværdi på 7,5 mio. kr. Dispositionerne sker inden for de bevillinger, der allerede er givet under § 23.51.02 og § 23.52.02 på finansloven for 2004, og salget følger reglerne i Finansministeriets cirkulære af 13. december 2002 om almindelige regler om salg af statens ejendomme.
Konti på finansloven 2004, som aktstykket ændrer.
Konti på finansloven 2004.