Kirkeministeriet anmoder Finansudvalget om tilslutning til en forhøjelse af ministeriets bevilling med 3,7 mio. kr. i finansåret 2004 til dækning af forventede merudgifter ud over den på finansloven fastsatte bevilling. Udgiften finansieres ved overførsel fra finanslovens generelle reserver.
Merudgifterne skyldes primært større end forventede omkostninger til en advokatundersøgelse af Kirkeministeriets forvaltning af Folkekirkens Fællesfond og visse andre forhold vedrørende finansieringen af folkekirkens virksomhed, som blev iværksat i maj 2003. Undersøgelsen er meget tidkrævende og forventes maksimalt at koste 2,8 mio. kr. i 2004. Derudover har ministeriet merudgifter på ca. 0,9 mio. kr. til bl.a. ekstraordinære udgifter til kammeradvokaten samt to søgsmål mod staten om diskrimination af personer, der ikke er medlemmer af folkekirken.
Da der først sent på året skabtes overblik over de økonomiske forpligtelser, og et indført udgifts- og ansættelsesstop per 4. oktober 2004 ikke gjorde det muligt at foretage tilstrækkelige omprioriteringer inden for budgettet, søges merbevillingen for at sikre opfyldelse af ministeriets forpligtelser i resten af året. Merbevillingen på 3,7 mio. kr. specificeres under § 22.11.01 Departementet fordelt på køb af varer og tjenesteydelser (3,4 mio. kr.), erhvervelse af materiel (0,1 mio. kr.) og leje, vedligeholdelse og skatter (0,2 mio. kr.). Finansministeriet har givet sin tilslutning til dispositionen.
Pengene tages fra reserver på finansloven og går til de konti, der skal bruge dem.
Konti på finansloven 2004.