Forsvarsministeriet anmoder Finansudvalget om tilslutning til, at Forsvarskommandoen kan afholde merudgifter på op til 35 mio. kr. i forbindelse med det danske bidrag til NATO Response Force (NRF) som støtte til USA efter orkanen Katrina.
USA har anmodet NATO om logistisk og transportstøtte, hvorefter NATO har bedt Danmark om at stille tilmeldte NRF-kapaciteter til rådighed. Det danske bidrag består af to civilt chartrede transportskibe (ARK-projektet) og et Hercules-transportfly på 10 dages beredskab. Afgivelse af disse kapaciteter vurderes at medføre merudgifter på ca. 35 mio. kr., hvilket ikke kan finansieres inden for den eksisterende ramme på § 35.11.26.10, Reserve til merudgifter forbundet med forsvarrets internationale operationer, da denne forventes at være fuldt disponeret.
Merudgifterne foreslås finansieret over § 35.11.27.10, Reserve til forsvarrets nyanlæg i medfør af flytninger mv., ved provenuet fra salg af forsvarsejendomme, der ikke indgår i strukturtilpasningerne i det nye forsvarsforlig eller er reserveret til et nyt NATO-hovedkvarter. Såfremt der ved udgangen af 2005 viser sig et mindreforbrug på § 35.11.26.10, kan hele eller dele af finansieringen ske herfra. Forslaget har til formål at skabe den nødvendige bevillingsmæssige hjemmel til straks at yde støtten, og Finansministeriets tilslutning foreligger.
Pengene tages fra reserver på finansloven og går til de konti, der skal bruge dem.
Konti på finansloven 2005.