Udenrigsministeriet anmoder Finansudvalget om tilslutning til, at der i finansåret 2006 afgives tilsagn på 65 mio. kr. til Dansk Flygtningehjælp (DFH) til humanitære indsatser af længerevarende karakter samt til sekundering af dansk nødhjælpspersonel til FN's humanitære indsatser. Udgiften afholdes inden for de allerede bevilgede rammer på finansloven under kapitel 06.39.02 Ekstraordinære humanitære bidrag og Internationalt Humanitært Beredskab.
Tilsagnet fordeler sig på følgende hovedområder:
- Angola: 9,0 mio. kr. til rehabilitering af ca. 15.000 krigsrømte familier i det nordlige Angola.
- Mano River-regionen: 10,0 mio. kr. til indsatser for ca. 100.000 flygtninge og internt fordrevne i Liberia, Sierra Leone, Elfenbenskysten og Guinea.
- Sudan: 10,0 mio. kr. til stabilisering af situationen for ca. 160.000 personer i landområderne i det vestlige Darfur.
- Sri Lanka: 10,0 mio. kr. til hjælp for internt fordrevne og hjemvendte flygtninge i 45 lokalsamfund i det nordøstlige Sri Lanka.
- Kaukasus: 11,7 mio. kr. til indsatser for ca. 200.000 flygtninge og internt fordrevne, herunder støtte til etniske georgiere i Abkhasien.
- Akutte indsatser: 4,0 mio. kr. som en ramme til hurtig reaktion ved akut opståede flygtningsituationer.
- Kapacitetsudvikling: 0,3 mio. kr. til sikring af DFH's faglige kapacitet.
- Sekunderingsberedskab: 10,0 mio. kr. til udsendelse af nødhjælpspersonel som led i Danmarks Internationale Humanitære Beredskab i samarbejde med FN-organisationer.
DFH gives tilladelse til at omallokere midler mellem landeindsatserne med op til 10 pct. uden forudgående forelæggelse for Udenrigsministeriet. Sagen forelægges Finansudvalget, da totaludgiften overstiger 30 mio. kr., og Finansministeriets tilslutning foreligger.