Finansministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til et kapitalindskud på 5 mio. kr. i Nunaoil A/S som led i en udvidelse af selskabets aktiekapital.
Sagen udmønter den aftale, der blev indgået den 18. april 2006 mellem staten og DONG A/S (nu DONG Energy A/S) om statens overtagelse af 50 pct. af aktiekapitalen i Nunaoil A/S. Selskabet ejes herefter ligeligt af staten og Grønlands Hjemmestyre og har til formål at varetage aktiviteter vedrørende kulbrinter i Grønland samt relaterede opgaver uden for Grønland. Nunaoil A/S deltager desuden som bærende partner i licenser til efterforskning efter olie og gas ved Grønland.
Baggrunden for kapitalindskuddet er selskabets løbende driftsunderskud, da kommercielle fund af kulbrinter endnu ikke er sat i produktion. I 2005 havde selskabet et underskud på 11,9 mio. kr., og der budgetteres med et underskud på 12,9 mio. kr. i 2006. For at finansiere disse underskud har selskabet de seneste år modtaget årlige kapitalindskud fra ejerne.
Bestyrelsen agter at foreslå en ekstraordinær generalforsamling om en kapitaludvidelse på 10 mio. kr., hvor aktiekapitalen forhøjes med 1 mio. kr. gennem tegning af nye aktier til kurs 1.000 med fortægningsret for de eksisterende aktionærer. Dette indebærer, at både staten og Grønlands Hjemmestyre tegner ny aktiekapital for 0,5 mio. kr. svarende til en kapitaltilførsel på 5 mio. kr. fra hver side. Efter kapitalforhøjelsen vil selskabets aktiekapital udgøre 16 mio. kr.
Aktstykket forelægges Finansudvalget med henblik på, at kapitaludvidelsen kan gennemføres inden udgangen af 2006. Der optages en tillægsbevilling på 5,0 mio. kr. under post 07.15.09 Nunaoil A/S til erhvervelse af værdipapirer.
Konti på finansloven 2006, som aktstykket ændrer.
Konti på finansloven 2006.