Finansministeriet søger Finansudvalgets tilslutning til fastsættelsen af statens bloktilskud og beskæftigelsestilskud til kommunerne samt statstilskuddene til regionerne for finansåret 2015. Aktstykket udmønter de økonomiaftaler, som regeringen indgik med KL og Danske Regioner den 3. juni 2014.
De væsentligste elementer i aftalerne er:
- Det generelle bloktilskud til kommunerne fastsættes til 64.996,3 mio. kr., heraf et balancetilskud på -4.606,8 mio. kr. Beskæftigelsestilskuddet sættes til 11.873,9 mio. kr.
- Der ydes ekstraordinære tilskud til kommunerne på i alt 3.600 mio. kr., fordelt på et likviditetstilskud på 3.000 mio. kr. (hvoraf 2.000 mio. kr. fordeles som grundbeløb til alle kommuner) og et tilskud på 600 mio. kr. til at dække omstillingsudgifter ved folkeskolereformen.
- Statstilskuddet til regionernes sundhedsområde fastsættes til 86.999,7 mio. kr., og tilskuddet til regionale udviklingsopgaver til 2.298,4 mio. kr. Herudover afsættes et aktivitetsafhængigt tilskud på 1.322,1 mio. kr. til sygehusområdet.
- Aftalen med KL indeholder en styrkelse af den forebyggende indsats med 350 mio. kr., en moderniseringsaftale der skal frigøre 2.000 mio. kr. til borgernær service, samt en nedregulering af bloktilskuddet på 50 mio. kr. i 2015 og 75 mio. kr. fra 2016 som følge af strukturtilpasninger på beredskabsområdet.
- Kommuner og regioner medfinansierer fællesoffentlige it-infrastrukturløsninger, herunder NemID, Digital Post, National Serviceplatform og Fælles Medicinkort, hvilket indebærer reduktioner i deres respektive bloktilskud.
- De gældende udgiftslofter for stat, kommuner og regioner justeres med konsekvenserne af aftalerne.