Undervisningsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til at tilvejebringe hjemmel ved tekstanmærkning til, at kursister kan få tilbagebetalt deltagerbetaling for hf-enkeltfag som led i gennemførelse af et eux-forløb.
- Initiativet udmønter Aftale om bedre og mere attraktive erhvervsuddannelser af 24. februar 2014, hvor ændringer i strukturen på erhvervsuddannelsernes grundforløb betyder, at visse elevgrupper skal supplere med fag på C-niveau i det ordinære voksen- og efteruddannelsessystem for at opnå adgang til hovedforløbet med eux.
- Hjemlen til tilbagebetaling af deltagerbetaling på eud-enkeltfag er allerede tilvejebragt, mens hjemlen til tilbagebetaling på hf-enkeltfag indarbejdes via en tekstanmærkning med virkning fra 1. august 2015.
- Tilbagebetalingen sker med fradrag for tilskud ydet efter lov om statens uddannelsesstøtte eller lov om statens voksenuddannelsesstøtte, og undervisningsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler herom.
- På finansloven er der afsat 1,0 mio. kr. i 2016 og 2,0 mio. kr. fra 2017 og frem til dækning af udgifterne. Forslaget medfører ikke merudgifter i finansåret.
- Sagen er tiltrådt af Finansudvalget den 13. maj 2015.