Udenrigsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til, at der i finansåret 2015 afgives tilsagn på 36,0 mio. kr. til FN’s Multidimensionelle Integrerede Stabiliseringsmission i Malis (MINUSMA) Fond for Støtte af Fred og Sikkerhed i Mali. Udgiften afholdes af bevillingen på 2.570,0 mio. kr. under § 06.32.01. Udviklingslande i Afrika på finansloven for 2015.
Støtten sigter mod at understøtte den skrøbelige fredsproces i Mali ved at levere en synlig fredsdividende til befolkningen i de nordlige regioner, herunder gennem mindre projekter inden for basale serviceydelser som el, vand og skolegang samt rehabilitering af infrastruktur. Midlerne kanaliseres igennem fonden, som administreres af MINUSMA og blev oprettet ved Sikkerhedsrådets resolution UNSCR 2085-2012. Bidraget erstatter et planlagt generelt budgetstøtte-bidrag, da Den Internationale Valutafond har udtrykt bekymring over korruptionsbekæmpelse og begrænset statstilstedeværelse i Nordmali. Tilsagnet forventes udbetalt i perioden 2015-2016 og supplerer Danmarks øvrige engagement i landet, herunder militær støtte med bl.a. stabs- og efterretningsofficerer.
Sagen er tiltrådt af Udenrigsministeriets interne bevillingskomite og Finansministeriet samt af Finansudvalget den 10. december 2015.
Konti på finansloven 2015, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2015.