Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til optagelse af en udgifts- og indtægtsbevilling på 138,2 mio. kr. på kapitel 14, § 51, nr. 07 (Statslån til Landsbyggefonden), samt en tilsvarende udgiftsbevilling på kapitel 40 til genudlån for finansiering af statslånet.
Sagen vedrører dækning af det resterende likviditetsbehov for Landsbyggefonden i 2015. Med hjemmel i almenboligloven har staten siden 2007 ydet lån til fonden for at dække likviditetsunderskud, som opstår bl.a. pga. refusion af ydelsesstøtte til alment nybyggeri, renoveringsstøtte inden for den lovbestemte ramme og støtte til boligsociale indsatser. Da fondens indtægter er lavere end udgifterne, stilles statslån til rådighed i tilstrækkelig omfang.
Baggrunden for aktstykket er, at der på finansloven for 2015 var bevilliget et statslån på 811,2 mio. kr., mens det samlede behov blev til 968,4 mio. kr. Forskellen skyldes primært forsinkelser i profilerne for renoveringsprojekter. En del af de ekstra udlån blev ydet uden bevillingsmæssig hjemmel. Derudover er der via tillægsbevilling optaget 19,0 mio. kr. til øgede udgifter som følge af en forøget renoveringsramme jf. Lov nr. 222 af 3. marts 2015 om ændring af lov om almene boliger m.v. (Anvendelse af Landsbyggefondens midler m.v.). De resterende 138,2 mio. kr. skal nu bevilliges for at tilvejebringe den nødvendige hjemmel.
Finansudvalget tiltrådte aktstykket den 17. december 2015. Udvalget noterede sig, at der i august var ydet lån uden nødvendig bevillingsmæssig hjemmel, hvilket fandtes beklageligt, og udtrykte forventning om, at situationen ikke gentager sig.
Konti på finansloven 2015, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2015.