Skatteministeriet anmoder om bevillingsmæssig hjemmel til at udbetale op til 3,0 mio. kr. i 2017 til Udbetaling Danmark for nødvendige systemtilretninger i forbindelse med ændrede optjeningsprincipper for børne- og ungeydelsen, børnetilskuddet og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.
Aktstykket har følgende baggrund og indhold:
- Regeringen indgik den 24. marts 2017 Aftale om Bandepakke III med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Initiativerne i aftalen finansieres bl.a. ved, at optjeningskravet for de nævnte ydelser hæves fra 2 ud af 10 år til 6 ud af 10 år pr. 1. januar 2018.
- Da lovforslaget først fremsættes i Folketinget i oktober 2017, skal Udbetaling Danmark påbegynde systemudviklingen primo september 2017 for at kunne administrere efter de nye regler fra nytår. Det er derfor ikke muligt at afvente lovens vedtagelse og ikrafttræden, før arbejdet starter.
- Udbetaling Danmark har indvilliget i at starte systemtilretningerne, såfremt skatteministeren og beskæftigelsesministeren giver garanti for dækning af udgifterne. Der søges derfor om Finansudvalgets tilslutning til, at der etableres klar hjemmel til samlet udbetaling af op til 3,0 mio. kr. til Udbetaling Danmark.
- Udgiften på op til 3,0 mio. kr. i 2017 afholdes af de på finansloven opførte midler på kapitel § 09.21.01. SKAT og kapitel § 17.31.08. Styrket kontrol med sociale ydelser til EU/EØS-borgere.
- Aktstykket forelægges Finansudvalget i skriftlig procedure med henblik på hurtig tiltrådelse, og Finansministeriets tilslutning foreligger.