Miljø- og Fødevareministeriet anmoder Finansudvalget om tilslutning til at øremærke 3,0 mio. kr. årligt til Foreningen Klimatorium i perioden 2019-2022. Midlerne afsættes på kontoen for tilskud til klimatilpasning mv. og skal finansiere foreningsaktiviteter vedrørende indsamling og formidling af viden om saltvand i relation til klimatilpasning.
Foreningen har til formål at fremme netværks- og kompetenceopbygning, forskning, innovation samt turisme og erhvervsudvikling inden for vand, klima, miljø, energi og cirkulær økonomi. Tilskuddet dækker bl.a. opbygning af et samarbejdskoncept, formidling af viden om klimaudfordringer, konkrete klimatilpasningsprojekter, etablering af en hjemmeside samt planlægning af et årligt klimamøde.
Aktstykket indeholder forslag til ny tekstanmærkning, der bemyndiger miljø- og fødevareministeren til at yde tilskuddet på grundlag af et tilskudsbrev med specifikke vilkår. Bestemmelserne regulerer krav til budget og regnskab, muligheden for bortfald eller tilbagebetaling af tilskud ved overtrædelse af vilkår eller væsentlige ændringer i de underliggende forhold, samt klageadgang til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Der er tale om allerede budgetterede midler, og aktstykket medfører derfor ikke merudgifter i finansåret. Finansministeriets tilslutning til forslaget foreligger.
Konti på finansloven 2019, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2019.