Transport- og Boligministeriet anmoder Finansudvalget om bemyndigelse til at udbetale kompensation til piloter, flyveledere og pilotelever, hvis helbredsbeviser er blevet kendt ugyldigt efter tilbagekaldelsen af beviser udstedt af den flyvemedicinske klinik Doctors.dk.
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen konstaterede i april 2019 kritiske forhold ved administrationen af helbredsbeviser på klinikken, hvilket medførte, at op imod 900 piloter og flyveledere skulle have genudstedt deres beviser af flyvesikkerhedsmæssige hensyn. De berørte personer kompenseres for den resterende varighedstid på de ugyldige beviser efter en proportional model, hvilket estimeres til udgifter på omkring 1,1 mio. kr.
Derudover kan ca. 6 pilotelever ikke få udstedt nye helbredsbeviser, da de ikke opfylder de nødvendige helbredskrav. Da pilotuddannelsen er brugerfinansieret og kan koste op mod 800.000 kr. pr. elev, foreslås fuld kompensation for de afholdte udgifter til uddannelse for disse elever. Udgiften hertil estimeres til op imod 5,0 mio. kr. Flyvelederuddannelsen er statsligt finansieret, og elever herpå har derfor ikke afholdt tilsvarende private udgifter.
De samlede udgifter til kompensation beløber sig i alt til ca. 6,1 mio. kr. i 2019 og afholdes af bevillingen på § 28.51.01 Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Transportministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for udbetalingerne.
Konti på finansloven 2019, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2019.