Udenrigsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til et dansk bidrag på op til 2.303,4 mio. kr. til den 19. genopfyldning af Den Internationale Udviklingssammenslutning (IDA19), som er Verdensbankens facilitet for bistand til verdens fattigste lande.
- Tilsagnet gives i finansåret 2020, men medfører ingen udgifter dette år; de faktiske udbetalinger finder sted i perioden 2021-2026.
- IDA yder koncessionelle lån og gavebistand til 76 udviklingslande med fokus på fattigdomsbekæmpelse, jobskabelse, klima og styrkelse af skrøbelige stater. Ca. 65 pct. af midlerne forventes anvendt i Afrika, og mindst 30 pct. skal bidrage til klimadagsordenen.
- Danmarks bidrag udgør ca. 1,07 pct. af de nye donormidler, hvilket svarer til andelen ved den foregående genopfyldning. Danmark har valgt en forkortet udbetalingsperiode på seks år, hvilket giver en rabat på ca. 41,0 mio. kr.
- Udgifterne afholdes under bevillingen for Verdensbankgruppen. Sagen blev tiltrådt af Finansudvalget den 18. juni 2020.