Sundhedsministeriet søger Finansudvalgets tilslutning til at tilføre i alt 22 mio. kr. i 2021 til en styrkelse af Sundhedsministeriets departement for at dække ekstra lønudgifter som følge af det ekstraordinære arbejdspres under COVID-19-pandemien.
- Den samlede bevilling på 22 mio. kr. dækker en opnormering på netto 48 årsværk fra medio 2020 til og med medio 2021. Midlerne anvendes til at inddække udgifter i de nyoprettede kontorer Kontor for evaluering, læring og udvikling samt Kontor for beredskab og smitsomme sygdomme, der har en central rolle i pandemihåndteringen, samt de i 2021 etablerede enheder Borgerbrevsenheden og aktindsigtsteamet.
- Af bevillingen er 7,5 mio. kr. afsat til opnormering af Borgerbrevsenheden (8 årsværk), aktindsigtsteamet (13 årsværk) og Koncernøkonomi (1 årsværk). Formålet er at nedbringe svartiden på borgerbreve og håndtere det stigende antal aktindsigtsanmodninger inden for gældende frister. Disse midler finansieres af reserverne på § 35.11.07 (Reserve til håndtering af udfordringer i lyset af COVID-19 mv.).
- De resterende 14,5 mio. kr. anvendes til opnormering af Kontor for evaluering, læring og udvikling (14 årsværk) og Kontor for beredskab og smitsomme sygdomme (13 årsværk). Disse udgifter finansieres ved direkte opskrivning af Sundhedsministeriets bevilling på forslag til lov om tillægsbevilling for 2021 uden modgående reduktion.
- Der er afholdt udgifter for 19,6 mio. kr. i 2021, og der forventes yderligere udgifter på 2,4 mio. kr. Ministeriet anfører, at udgifterne er afholdt uden forudgående bevillingsmæssig hjemmel på grund af den akutte situation, og aktstykket har til formål at tilvejebringe den nødvendige efterfølgende bevilling. Eventuelle uforbrugte midler nedskrives.
- Finansudvalget finder det særdeles kritisabelt, at der har været afholdt udgifter uden søgt om forudgående bevillingsmæssig hjemmel, men tiltråder dispositionerne.