Social- og Ældreministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til en tillægsbevilling på 3,3 mio. kr. i 2022 til etablering af et nationalt ensomhedspartnerskab som led i udarbejdelsen af en national ensomhedsstrategi med tilhørende handlingsplan.
Initiativet udmønter en politisk aftale fra den 29. marts 2022 mellem regeringen og Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Alternativet og Kristendemokraterne. Midlerne afsættes på ny underkonto § 15.71.13.20 og fordeles ligeligt til Røde Kors og Ældre Sagen, der skal fungere som facilitatorer for partnerskabet.
Partnerskabet skal bestå af aktører på tværs af fagområder og sektorer med formål at sætte fælles retning og mål for bekæmpelse og forebyggelse af ensomhed. Opgaverne omfatter vidensindsamling, igangsættelse af en national samtale om ensomhed samt udarbejdelse af oplæg til strategien. Projektperioden løber frem til og med 2025. Der anmodes om, at tilskuddene kan gives som tilsagn og forudbetales pga. aktørernes begrænsede likviditet. Udgiften finansieres af den allerede opførte bevilling på § 15.71.13. National ensomhedsstrategi i finansloven for 2022. Finansudvalget tiltrådte sagen den 21. april 2022.
Konti på finansloven 2022, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2022.