Transportministeriet anmoder Finansudvalget om tilslutning til igangsættelse af projektet Krydsombygning ved Tilslutningsanlæg 1 (Hasselager V). Projektet er en udmøntning fra puljen til Bedre trafikal sammenhæng mellem land og by, som blev aftalt i Infrastrukturplan 2035.
- Formålet med krydsombygningen er at forbedre fremkommeligheden i rampekrydsene, hvor der opleves lange ventetider og kødannelser i myldretiden. Ombygningen skal også afhjælpe det forventede øgede trafikale pres som følge af Aarhus Byråds beslutning om at anlægge en omfartsvej syd om Aarhus.
- Projektet planlægges udført i perioden 2022 - 2024 med en totaludgift på 113,0 mio. kr., heraf en projektreserve på 9,4 mio. kr. Udgifterne afholdes af bevillingen på § 28.21.21 Mindre anlægsprojekter & Transportpuljer mv.
- Transportministeriet oplyser, at projektets interne rente er opgjort til 12,0 pct., og Vejdirektoratet vurderer ikke at være væsentlige risici forbundet med udførslen.
- Da udgiften overstiger forelæggelsesgrænsen på 70,0 mio. kr., krævede igangsættelsen særskilt forelæggelse for Finansudvalget. Aktstykket blev tiltrådt af Finansudvalget den 21. april 2022.