Finansministeriet anmoder Finansudvalget om tilslutning til, at staten i 2022 og 2023 kan gennemføre en række dispositioner som led i sin støtte til SAS’ transformationsplan ”SAS Forward” i henhold til den politiske aftale af 10. juni 2022.
- Staten kan acceptere udvanding eller nedskrivning af værdien af sine eksisterende aktier i SAS på linje med øvrige aktionærer.
- Staten kan nedskrive eller konvertere sine hybride obligationer i SAS for samlet 3,5 mia. SEK (potentielt ned til 0 SEK) og sit genudlån på ca. 1,6 mia. SEK til nye aktier.
- Staten kan tegne nye aktier for at sikre en ejerandel på mellem ca. 22 og 30 pct., svarende til en investering på mellem ca. 2,3 og 3,3 mia. SEK (ca. 1,6-2,3 mia. kr.).
- Staten kan indgå ejer- og investeringsaftaler med private investorer, herunder medvirke til oprettelse af et nyt holdingselskab (NewCo), og deltage i pligtmæssigt overtagelsestilbud og tvangsindløsning af øvrige aktionærer, dog uden at skulle finansiere opkøb.
- Staten kan foretage dispositioner i forbindelse med domstolsbaserede insolvensbeskyttelses- og rekonstruktionsprocesser (herunder Chapter 11) og godkende en rekonstruktionsplan.
- Dispositionerne er betinget af EU-Kommissionens statsstøtteretlige godkendelse. Staten kan i den forbindelse tilbyde adfærds- eller strukturelle tilsagn.