Social- og Boligministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til at indbudgettere de økonomiske konsekvenser af lov nr. 1704 af 30. december 2024 om ændring af lov om friplejeboliger og lov om almene boliger, herunder at iværksætte en ny finansieringsmodel for friplejeboliger.
- Den nye finansieringsmodel indebærer, at staten stiller 100 pct. garanti på realkreditlån til friplejeboliger og på de underliggende obligationer, samt at staten opkøber obligationerne. Formålet er at understøtte opførelsen af friplejeboliger i områder, hvor det hidtil har været vanskeligt at opnå finansiering, og at opnå en lavere rente på lånene.
- Den årlige kvote for støttede friplejeboliger udvides fra 225 til 400 boliger, heraf op til 41 boliger i byområder finansieres efter den hidtidige ordning uden 100 pct. statsgaranti.
- Der anmodes om tilslutning til en række bevillingsmæssige dispositioner på tillægsbevillingen for 2025, herunder bl.a. en mindreudgift på 1,5 mio. kr. til ydelsesstøtte, en merudgift på 7,0 mio. kr. til servicearealtilskud, en merindtægt på 12,7 mio. kr. fra Landsbyggefonden og en indtægt på 0,2 mio. kr. fra garantiprovision.
- Der anmodes om tilslutning til oprettelse af nye underkonti til brug for bogføring af opkøb, renter og beholdningsbevægelser.
- Social- og boligministeren bemyndiges til at påbyde konvertering af lån til friplejeboliger optaget før 1. juli 2025 (ny tekstanmærkning nr. 116).
- Finansministeren bemyndiges til at stille statsgaranti på 100 pct. til obligationer til finansiering af friplejeboliger (ændring af tekstanmærkning nr. 102).
Aktstykket er tiltrådt af et flertal i Finansudvalget den 19. juni 2025 med undtagelse af Enhedslistens medlem.