Aktstykket giver Finansudvalgets tilslutning til at udmønte 25,0 mio. kr. i 2025 fra den afsatte reserve til tryghedsinitiativer på 500 mio. kr. årligt (2025‑2028) til opfølgning på TV 2-dokumentaren Den Sorte Svane. Midlerne skal styrke den forebyggende indsats mod og bekæmpelsen af økonomisk kriminalitet.
- Styrket datagrundlag og datadeling (13,5 mio. kr. til Erhvervsstyrelsen): Tilførsel af yderligere datakilder - indledningsvis CPR-data og skatteoplysninger - til styrelsens grafdatabase, så stråmandskontrollen kan blive mere præcis.
- Styrkelse af stråmandskontrollen (5,0 mio. kr. til Erhvervsstyrelsen): Fordobling af den nuværende kontrol ved brug af machine learning samt udvikling af et nyt værktøj til netværksudsøgninger.
- Styrkelse af gældsinddrivelsen (2,5 mio. kr. til Gældsstyrelsen): Håndtering af flere konkurssager som følge af en øget kontrolindsats mod facilitatorer.
- Styrkelse af National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) (4,0 mio. kr. til Politiets drift): Heraf 3,0 mio. kr. til sporingsgruppen og 1,0 mio. kr. til anklagemyndigheden til sagsbehandling.
Aktstykket er tiltrådt af et flertal i Finansudvalget (undtagen Det Konservative Folkeparti).