Aarhus Universitet (AU) har opnået Finansudvalgets tilslutning til at indgå en tidsbegrænset lejekontrakt med 6 års uopsigelighed med ejendomsselskabet AAA United A/S om et lejemål i Aarhus. Lejemålet er på ca. 23.610 m² brutto. Den årlige leje udgør 24,2 mio. kr., og de samlede lejeudgifter i uopsigelighedsperioden er 145,4 mio. kr. (2025-priser). Udgifterne afholdes af AU.
- Lejemålet indgås som led i AU's campusstrategi "Campus 3.0", hvor universitetet ønsker at samle ingeniørinstitutterne på Katrinebjerg og Gustav Wieds Vej tæt på Universitetsparken. AU sælger derfor sin ejerandel i Navitasbygningen i Aarhus C for 465,8 mio. kr. til AAA United A/S.
- Lejekontrakten træder i kraft 1. oktober 2025 og ophører senest 1. september 2034. AU kan opsige kontrakten med 12 måneders varsel tidligst til 1. juli 2031. Lejen reguleres efter nettoprisindekset, og erhvervslejelovens § 13 og § 14 om markedsleje fraviges.
- AU betaler desuden et årligt fast henlæggelsesbeløb på 2,0 mio. kr. til vedligeholdelse af bygningsskærm, udenomsarealer og tekniske anlæg.
- De samlede årlige driftsomkostninger forventes at stige fra 20,4 mio. kr. til 39,2 mio. kr. Når der indregnes en estimeret forrentning af salgsprovenuet på ca. 17,7 mio. kr. årligt, bliver den samlede årlige merudgift 1,1 mio. kr.
- Finansudvalget tiltrådte aktstykket den 11. september 2025.