Forsvarsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til at sælge et ubenyttet jordstykke på 790 m² ved Esplanaden i København uden offentligt udbud til A. P. Møller Holding A/S for 3,7 mio. kr.
- Jordstykket (matr.nr. 66a Østervold Kvarter) grænser op til A. P. Møller Holdings ejendom, der ønsker ydre fysisk sikring. Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse vurderer, at arealet ikke skal anvendes af Forsvarsministeriet, og et uafhængigt valuarfirma har vurderet, at den aftalte pris er over markedsværdien.
- Købsaftalen indeholder vilkår om, at arealet ikke må bebygges, og den påtænkte anvendelse er grønt rekreativt område. Køber kan dog bestemme, at offentligheden ikke må benytte arealet, og kan indhegne det, hvis nødvendige tilladelser opnås.
- Salgsprovenuet på 3,7 mio. kr. anvendes til kampflyanskaffelser i henhold til aftale af juni 2016.
- Finansudvalget har stillet spørgsmål til sagen. På spørgsmål om der efter salget vil være offentlig adgang til det grønne område, har ministeren svaret, at køber kan beslutte, at offentligheden ikke må benytte arealet. På spørgsmål om uenighed mellem Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og Vurderingsstyrelsen om muligheden for en højere pris har ministeren på baggrund af Vurderingsstyrelsens bidrag oplyst, at styrelsen skønner, at der ikke er efterspørgsel på arealet ved anden salgstilgang, og at der ikke er uenighed.
- Aktstykket er tiltrådt af et flertal i Finansudvalget den 12. december 2024 med undtagelse af Enhedslistens medlem, der stemte imod.