Kulturministeriet anmoder Finansudvalget om tilslutning til, at Nationalmuseet foretager ombygning og nyindretning af den permanente udstilling om Danmarks Oldtid i perioden 2006 - 2008. Projektet finansieres fuldt ud ved private midler fra A.P. Møllers og Hustru Chastine Mc-Kenny Møllers Fond til almene Formaal, hvilket betyder, at der ikke påløber statslige merudgifter i finansåret.
De eksisterende udstillingsafsnit er op til 30 år gamle og betragtes som forældede i lyset af nyere arkæologisk forskning samt ændrede krav til museumsformidling. Fonden har tilsagt et samlet beløb på 35,6 mio. kr. (i 2006-priser), der dækker bygningsarbejder, udstillingsopbygning, konservering af genstande samt produktion af tekster og digitale materialer. Af dette beløb er 14,0 mio. kr. afsat til anlægsopgaverne vedrørende standsætelse af lokalerne.
Projektering og udbud iværksættes i første halvår af 2006, mens selve byggeriet påbegyndes i andet halvår af 2006. Anlægsdelen forventes afsluttet i løbet af 2007, og den nye udstilling planlægges åbnet den 18. maj 2008. Driftsudgifterne efter projektets gennemførelse vil blive afholdt inden for Nationalmuseets eksisterende nettoudgiftsbevilling uden ændring i omfang.
Sagen forelægges med henblik på optagelse i lovforslaget om tillægsbevilling for 2006, hvor der på anlægsbevillingen (§ 21.33.73) foreslås en indskrivning på 7,0 mio. kr. i både udgifter og indtægter. Finansministeriet har givet sin tilslutning til dispositionen.
Konti på finansloven 2006, som aktstykket ændrer.
Konti på finansloven 2006.