Udenrigsministeriet anmoder Finansudvalget om tilslutning til, at der i finansåret 2006 afgives tilsagn på 79,3 mio. kr. i støtte til en række danske private organisationer til gennemførelse af udviklingsprojekter. Tilsagnet vil blive afholdt under § 06.33.01.11 og medfører ikke merudgifter i forhold til det allerede bevilgede beløb på finansloven til udviklingslandene.
Støtten vedrører projekter ansøgt om i efterårsrunden 2005. Af de modtagne ansøgninger er 12 projekter fundet støtteværdige, mens andre er trukket eller afvist primært pga. utilstrækkelig omkostningsbevidsthed, bæredygtighed, faglig tyngde eller lokal forankring. De godkendte projekter fordeler sig på følgende organisationer og beløb:
- AC Børnehjælp: Kr. 6.308.000 til forebyggelse af social eksklusion af voldsramte børn og unge i Colombia.
- Caritas: Kr. 6.100.000 til forbedring af levevilkår for stammefolk i Arunachal Pradesh, Indien.
- Danmarks Drengespejdere: Kr. 7.927.000 til samfundsrelevant spejderarbejde i Afrika.
- Danmission i samarbejde med Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling: Kr. 7.880.000 til fase 2-projekt i Bangladesh.
- Friluftsrådet: Kr. 5.779.000 til miljoundervisning som redskab for udvikling i kenyanske skoler og landdistrikter.
- Genvej til Udvikling: Kr. 6.500.000 til egnsudvikling i Amataltal, fase 3, Nicaragua.
- Ghana Venskabsgrupperne: Kr. 9.938.000 til landsbyudvikling i Nordghana, fase 3.
- International Medical Cooperation Committee: Kr. 7.418.000 til primær sundhedstjeneste i Sissala-distriktet, fase 3, Ghana.
- Nepenthes: Kr. 4.517.000 til skovforvaltning for oprindelige folk i Rostita, Nicaragua.
- Ulandssekretariatet: Kr. 7.138.000 til projekt om den offentligt ansattes rolle i omstillingen af den offentlige sektor i Mozambique.
- Verdensnaturfonden: Kr. 293.000 til bæredygtig udvikling gennem lokal involvering i forvaltningen af naturressourcer i to hav- og kustområder i Indonesien samt Kr. 9.428.000 til børn og miljø i Zambia med fokus på miljøundervisning og lokalsamfundsbaseret naturresourceforvaltning.
Sagen er tiltrådt af Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde, og Finansministeriets tilslutning foreligger.