Spring til indhold
ØkonomiguidenStatens penge

Søg overalt

Søg i finansloven, institutioner, løn og sager

Søg
FinansministerietAktstk. 175 · folketingsåret 2006–07 · finansår 2007

Tilslutning til statens generelle tilskud til kommunerne for finansåret 2008 (Bloktilskud)

  1. 1 · PlanlagtFinansloven 2007 →December 2006 · bevillingerne for året vedtages
  2. 2 · Ekstra · du er herAktstk. 175 godkendt
  3. 3 · Brugt—Slog pengene til? Regnskabet er ikke koblet på aktstykket endnu

Kort fortaltAI-resumé · med kilder

Sagen vedrører Folketingets tilslutning til statens generelle tilskud til kommunerne for finansåret 2008, almindeligvis benævnt bloktilskuddet.

Det generelle tilskud udgør en central del af rammebetingelserne for kommunernes økonomi og fungerer som et ufordelet tilskud, som kommunerne kan anvende frit inden for deres ansvær. Tilslutningen sikrer det lovmæssige grundlag for udbetalingen af midlerne i det pågældende finansår.

Bloktilskuddet er beregnet på baggrund af de aftalte principper for kommunal finansiering, herunder hensyn til kommunernes opgavevolumen og skatteevne. Formålet med tilskuddet er at understøtte kommunernes evne til at varetage deres selvstændige opgaver under ensartede vilkår og med øjeblikkelig likviditet.

Tilslutningen fastsætter det samlede beløb, der stilles til rådighed for kommunerne gennem bloktilskudsordningen for året. Midlerne indbetales løbende til kommunerne som led i den ordinære overførsel fra staten. Sagen fremsendes som aktstykke til efterretning og godkendelse af Folketinget.

Beløb
Intet beløb
Aktstykket har intet samlet beløb.

Sådan sagde Finansudvalget

Aktstykker bliver ikke stemt om i Folketingssalen. Det er Finansudvalget med medlemmer fra partierne, der siger ja eller nej.

Finansudvalgets afgørelse, ordret:

Tiltrådt den 22/6-07 af et flertal i Finansudvalget (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget). Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget udtaler, at Dansk Folkeparti har godkendt aktstykket, der er en opfølgning på de aftaler, regeringen har indgået med henholdsvis KL som Danske Regioner. DF skal dog bemærke følgende: Med aftalerne er der skabt et fornuftigt økonomisk udgangspunkt for driften i kommuner og regioner i 2008. Men på bestemte områder ser Dansk Folkeparti det som en nødvendighed, at der tages yderligere tiltag. Derfor ser Dansk Folkeparti frem til, at der til efteråret skal forhandles såvel finanslov som kvalitetsreform. Initiativer herigennem vil være med til at styrke de vigtige områder indenfor den offentlige sektor, som er placeret i henholdsvis kommuner og regioner - specielt indenfor social- og sundhedsområderne. I aftalen mellem regeringen og KL er der skitseret en række principper for decentral styring (bilag 1). Dansk Folkeparti er enig i, at den mest optimale måde at drive store dele af den offentlige sektor er gennem stor decentral indflydelse og stort lokalt engagement. Principperne hviler på, at det er tydeligt for borgerne, hvor det politiske opgaveansvar er placeret. Dansk Folkeparti skal understrege, at grundlaget for, at disse principper kan få succes i den "virkelige verden", er en opfyldelse af følgende citater fra aftalen: - "Kritiske enkeltsager bør ikke i sig selv give anledning til ny regulering. Lokalpolitikere skal påtage sig ansvaret for at løse den pågældende sag ud fra den konkrete kontekst." - "Initiativansvaret ligger hos den myndighed, der i henhold til lovgivningen har opgaven." - "Lokalpolitikere tager et klart ansvar for den konkrete opgaveudførelse, når opgaveansvaret er placeret lokalt." Dansk Folkeparti håber, at kommunerne vil leve op til de intentioner, der her er beskrevet. Endelig skal Dansk Folkeparti bemærke, at DF ikke med godkendelsen har taget stilling til de efterfølgende udmøntninger, der vil finde sted i ny lovgivning. Det Radikale Venstres medlem af udvalget udtaler, at Det Radikale Venstre stemmer for aktstykket. Det Radikale Venstre er tilhænger af aftalesystemet mellem regering og kommuner/regioner og anerkender den frivillige aftale mellem regeringen og kommuner og regioner, men er ikke forpligtet på lovgivning som følge af aftalen. Det Radikale Venstre fører en ansvarlig økonomisk politik og er derfor optaget af holdbarheden i dansk økonomi. Det Radikale Venstre beklager at regeringen ikke i forbindelse med aktstykket har villet vurdere konsekvenserne af den førte økonomiske politik og bloktilskuddets påvirkning af den økonomiske holdbarhed. Det Radikale Venstre er kritiske overfor regeringens ventetidsgaranti i sundhedsvæsenet. Lægeforeningen, Sygeplejerådet, patientforeningerne og eksperterne har højlydt erklæret sig modstandere af en kortere ventetidsfrist i lyset af, at der aldrig har manglet flere læger, sygeplejersker og andet personale end nu. Med andre ord: Personalemanglen har vokset sig større, siden valgløftet blev givet. Ventetidsgarantien er problematisk i forhold til prioritering af patienterne. Med den kortere ventetidsfrist på en måned vil sygehusene være tvunget til at løbe lige hurtigt efter alle patienter - ellers koster det. De får derfor ringere mulighed for at prioritere de mest syge. Hvis den ny garanti koster 1 mia., og sygehusene i alt får 1,6 mia., så levner det 600 mio. til generelle forbedringer, inkl. kræft. Det er ikke godt nok og udtryk for forkert prioritering af midlerne. Et mindretal (Socialdemokraternes medlemmer af udvalget) har undladt at stemme. Socialdemokraternes medlemmer af udvalget udtaler, at for Socialdemokraterne er det afgørende, at der eksisterer et holdbart aftalesystem mellem regering og kommuner/regioner, hvor rammerne for kommunernes og regionernes økonomi kan fastlægges. Et holdbart aftalesystem er dels et afgørende styringsinstrument for en afbalanceret udvikling af samfundsøkonomien, dels en mulighed for at sikre overensstemmelse mellem de til enhver tid opstillede velfærdspolitiske mål for det danske samfunds udvikling og den økonomi, der er til rådighed for kommuner og regioner for bl.a. at indfri disse. Samtidig er aftalesystemet et vigtigt element i vores demokrati og styreform, som i høj grad bæres af kommunal og regional ansvar, råderet og selvbestemmelse. Derfor er Socialdemokraternes udgangspunkt at støtte en indgået aftale, såfremt den sikrer kommuner og regioner mulighed for at levere velfærdsservice til borgerne på et kvalitetsmæssigt tilfredsstillende niveau. Desværre er det ikke opfattelsen af de indgåede aftaler for 2008. Der er intet i de indgåede aftaler, der sandsynliggør, at kommuner og regioner kan tage et første skridt for at rette op på de problemer, som regeringens stramme økonomiske styring af kommuner og amter/regioner har medført de seneste 5 år. Mange af de nye kommuner, der blev dannet den 1. januar 2007, har fået en særdeles svær start med besparelser og serviceforringelser for borgerne. Regeringens udlignings- og finansieringsreform levede i mange kommuner ikke op til den økonomi, som var stillet i udsigt, men påtvang kommunerne besparelser på de helt centrale velfærdsområder. Det er der intet i den indgåede aftale for 2008, som vil rette op på. Med udgangspunkt i finansministerens besvarelser er konklusionen, at kommunerne i bedste fald kan fortsætte med en nogenlunde uændret service i 2008 i forhold til 2007, når der tages hensyn til den demografiske udvikling og den manglende kompensation i 2007 for nye opgaver, som kommunerne har overtaget fra amterne og staten. Da det er opgjort for kommunerne under ét, kan man frygte, at et større antal kommuner også i 2008 vil blive tvunget til at gennemføre nye serviceforringelser over for borgerne. Der er således ingen som helst sammenhæng mellem de forventninger, som regeringen har skabt hos borgerne om serviceforbedringer, og den økonomi der stilles til rådighed. Hertil kommer de mange usikkerheder for den kommunale økonomi, som aftalen efterlader. Med finansministerens mildt sagt mangelfulde besvarelser kan det være svært at gennemskue aftalens reelle konsekvenser. Det har ikke været muligt at få et klart billede af grundlaget for, hvordan man er nået frem til en række af de forudsætninger, som aftalen hviler på. Det gælder eksempelvis den fremtidige lønudvikling, hvor de offentlige overenskomster skal fornyes i 2008. Det efterlader en betydelig usikkerhed i den kommunale økonomi for 2008, da aftalen ikke indeholder en sikkerhed for en efterregulering af pris- og lønudviklingen, som det fremgår af finansministerens besvarelser. Tilsvarende er det bekymrende, at der med aftalen er gennemført en endelig afhandling af den kommunale kompensation for de overtagne amtslige opgaver på et særdeles usikkert grundlag. Det gælder ikke mindst i forhold til vore mest sårbare medborgere på social- og specialundervisningsområdet, men også i forhold til genoptræningen, hvor den aftalte kompensation forekommer stærkt undervurderet i forhold til den viden, vi allerede har på nuværende tidspunkt. For Socialdemokraterne er det helt afgørende, at der er økonomi og mulighed for at investere i den grundlæggende velfærd for at udvikle en velfungerende offentlig sektor, som er kernen i det moderne velfærdssamfund. Socialdemokraterne mener, at vore børn skal have gode rammer i daginstitutioner og skoler, at vores ældre medborgere får omsorg, tryghed og ordentlig behandling i plejesektoren og at patienterne skal sikres et sygehusvæsen i verdensklasse. Det efterlader aftalerne ikke de økonomiske muligheder for at realisere. Det må regeringen alene bære ansvaret for, da den snævre økonomiske ramme ensidigt er fastlagt af regeringen og derfor ikke er et resultat af reelle forhandlinger mellem parterne. Derfor afspejler aftalerne også, at regeringen prioriterer skattelettelser frem for velfærd. I regeringens første leveår er der således gennemført skattelettelser for over 15 mia. kr., hvoraf banker, forsikringsselskaber, landbruget og de bedst stillede danskere har fået mere end broderparten. Derfor bidrager regeringens politik over for kommuner og regioner til en stadig større ulighed og manglende sammenhængskraft i det danske samfund, med lettelser til de bedst stillede der modsvares af forringelser for de økonomisk svagere grupper. Aftalerne afspejler ligeledes regeringens hensigt med at spare op til nye skattelettelser på bekostning af velfærd og en god offentlig service. Regeringens strategi står i en tydelig kontrast til Socialdemokraternes målsætning om at sikre velfærd til borgerne af høj kvalitet. Det er vores opfattelse, at kommunerne bør tilføres et mærkbart løft i økonomien, som her og nu og i de kommende år kan rette op på: 1) De foregående års manglende investering i velfærd. 2) Det stigende misforhold, der er mellem borgernes private forbrugsmuligheder og den kvalitet, der er i den offentlige service. 3) At regeringen i dens levetid har gennemført skattelettelser for over 15 mia. kr. Og at regeringen stadig sparer op til skattelettelser frem for at investere i velfærd. 4) Manglende kompensation for opgaver overtaget fra amterne og staten - blandt andet vedrørende det sociale område, genoptræning, kollektiv trafik samt udstedelse af pas og førerbevis. Om den regionale økonomi for 2008 finder Socialdemokraterne særlig grund til at fremhæve, at aftalen med regionerne knap nok kan finansiere den stigning i aktivitet, der realistisk må forventes, og derfor ikke indeholder penge til udvikling af kvaliteten. Aftalen løser dermed ikke en række graverende problemer i sundhedsvæsenet: 1) Der er fortsat ventetider på livstruende sygdomme. 2) Der er ikke styr på de reelle ventetider i sundhedsvæsenet. 3) Mange borgere føler sig tvunget til at tegne private forsikringer for at føle sig sikre på at få den nødvendige behandling. 4) Der er ikke afsat penge til en styrkelse af psykiatribehandlingen, herunder til de 50 manglende retspsykiatriske sengepladser og til de behandlingsgarantier, der er udstukket på bl.a. børnepsykiatriområdet. 5) Der er ikke afsat så meget som en krone til bedre forhold på sygehusenes medicinske afdelinger. Tværtimod skal de medicinske afdelinger også leve op til regeringens krav om en effektivisering på 2 pct. om året, som risikerer at forringe servicen og omsorgen for især de mange ældre på de medicinske afdelinger. Herudover har Danske Regioner påpeget, at den udvidede adgang til frit valg af privathospitaler vil koste op mod 1 mia. kr. at gennemføre. Der er langt over halvdelen af det beskedne løft til sygehusområdet på 1,6 mia. kr. til generel aktivitetsudvikling. Når regeringen demonstrerer en så tydelig manglende vilje til at investere i det offentlige sygehusvæsen bliver konsekvensen af regeringens politik, at borgerne i stedet vælger private tilbud. Dermed flyttes pengene fra det offentlige til det private, og der bliver derved endnu mindre rum til forbedringer af det offentlige sygehusvæsen. Resultatet af regeringens politik bliver et samfund med mindre offentlig velfærd for alle og mere privat velfærd for de bedst stillede. Det harmonerer ikke med den fælles ambition om at skabe verdens bedste sygehusvæsen. Socialdemokraterne er også bekymrede for den aftale, der er indgået mellem regeringen og Danske Regioner om fremtidens sygehusstruktur. Aftalen giver ikke regionerne mulighed for at komme i gang med de investeringsplaner, som allerede ligger klar, og som skal sikre et sygehusvæsen i verdensklasse, men indeholder derimod kun en aftale om nedsættelse af et ekspertgruppe, der skal tilse, at den fremtidige sygehusstruktur overholder en række generelle principper, men som reelt risikerer at blive et skalkeskjul, der skal legitimere indenrigs- og sundhedsministerens upopulære beslutninger. Socialdemokraterne ønsker og er parate til at finansiere, at vores sygehuse skal være af højeste kvalitet, og at vi skal udnytte vores specialister bedst muligt. Danmark skal have den højeste kvalitet, men vi skal også kunne tage regionale hensyn i sygehusplanlægningen. Her er nærhed for borgerne også en kvalitet, der naturligvis skal tages hensyn til. Aftalen anviser heller ikke løsninger på problemerne med retspsykiatriske patienter, hvor der fortsat vil mangle 50 retspsykiatriske sengepladser. Dermed vil aggressive psykiatriske patienter ikke kunne tilbydes den nødvendige behandling og borgerne og politiet må fortsat finde sig i at psykiatriske patienter giver anledning til farlige situationer. I aftalen mangler der endvidere midler til den kollektiv trafik så sammenhængen i den kollektive trafik over kommunegrænserne kan sikres og udbygges efter behov. Tværtimod er regionernes eneste mulighed for at skabe økonomisk balance for den regionale kollektive trafik at lukke ruter eller skære i antallet af afgange, med den økonomiske spændetrøje som den regionale kollektive trafik er pålagt af regeringen. Uden en aftale mellem regeringen, KL og Danske Regioner var der således gode grunde til at stemme imod finansministerens aktstykke. Aftalesystemets principielle betydning for det kommunale selvstyre og for at styre samfundsøkonomien betyder dog, at socialdemokraterne vælger hverken at stemme for eller imod aktstykket. Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) har stemt imod andragendet. Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget udtaler, at SF stemmer nej til aktstykket. De to aftaler retter ikke op på de velfærdsnedskæringer, vi har set i de senere år. Regeringen lever fortsat ikke op til sine egne løfter fx om at forbedre hjemmehjælpen med 1 mia. kr. årligt. Der afsættes ikke ekstra penge af til at imødekomme befolkningens rimelige krav og forventninger om bedre velfærd i et Danmark, der i bliver rigere og rigere år for år. Samtidig er aftalerne - især set sammen med trepartsaftalen - udtryk for, at regeringen ikke er i nærheden af at have styr på den økonomiske politik, jf. svarene på spørgsmål 7 og 14. Vækstrammen for det offentlige forbrug for næste år er fastsat til 1 pct., men med globaliseringspuljen, kommune- og regionsaftalerne er der allerede lagt op til en vækst på 1,4 pct., hvortil kommer et bidrag fra trepartsaftalen på mindst 0,3 pct. Ifølge svar på spørgsmål 7 har regeringen på nuværende tidspunkt ganske enkelt ikke overblik over de finanspolitiske konsekvenser. SF ønsker som bekendt en endnu højere vækst i velfærden i form af fx flere hjemmehjælpere og en bedre folkeskole, men det forudsætter en anden skattepolitik, herunder et opgør med skattestoppet. Regeringen egne tal viser, at der med den skattepolitik højst er råd til en stigning i det offentlige forbrug på 1 pct. årligt, jf. finansministerens svar på spm. S 4749 stillet i henhold til Folketingets Forretningsorden § 20. Der er ikke sammenhæng i tingene, og det er økonomisk uansvarligt. Aftalerne er ligeledes udtryk for, at regeringen ikke har en ansvarlig klimapolitik. Det er utroligt, at aftalerne intet indeholder om, hvordan kommuner og regioner kan bidrage til at nedbringe energiforbrug og CO2-udslip. Der er ellers masser af muligheder at tage fat på i form af energirenovering af skoler og institutioner, brug af energirigtige biler fx hybridbiler, energirigtige indkøb af IT, fotokopimaskiner og hårde hvidevarer og forbedringer og billiggørelse af den kollektive trafik, som der intet er afsat til. Særligt om aftalen mellem regeringen og KL bemærker SF: Denne aftale må betegnes som en velfærdsmæssig nulløsning. Det stemmer meget godt med, at 2/3 af borgmestrene forventer at holde serviceniveauet uændret næste år, ifølge en rundspørge foretaget af Ritzau. En nulløsning kan bedømmes på forskellig vis. Man kunne vælge at glæde sig over, at det ikke gik værre, og at der ikke som i de forudgående år er lagt op til store nedskæringer i velfærden. Det er dog et meget beskedent ambitionsniveau, og langt fra nok til at få SF til at stemme ja. SF ønsker ligesom flertallet af befolkningen klare forbedringer i velfærden. Vi prioriterer velfærd højere end skattelettelser og skattestop. Med den prioritering ville der være råd til at give velfærdsforbedringer uden at blive økonomisk uansvarlig. Målt i forhold til ønsker og krav om bedre velfærd falder KL-aftalen igennem med et brag. Der er ikke engang råd til at rette op på tidligere års nedskæringer. Som svaret på spørgsmål 1 viser, skar kommunerne faktisk ned på serviceudgifterne fra 2005 til 2006, selvom et stigende antal ældre forøgede udgiftsbehovet. Fra 2005 til 2007 er der fx direkte skåret over en milliard kroner for de svageste grupper - udsatte børn og unge, handicappede mv. I daginstitutionerne bliver der stadig flere børn pr. voksen, og folkeskolen er ved at segne under elevplaner, test og andet bureaukrati. Hertil kommer alle de forbedringer, som borgerne ønsker, som der er god brug for, og som kommunerne heller ikke får råd til i 2008. Det er fx ved at gå op for de fleste, at gratis mad til alle børn i daginstitutioner og folkeskoler er en god ide, der øger koncentrationen, hjælper børnene til sunde kostvaner (frem for en fremtid som fed) og letter far og mor i dagligdagen. Og det er bare et eksempel på den styrkede forebyggelsesindsats, som vi har så stærkt brug for. Regeringen har valgt at holde en nedskæringspause i 2008 (set for kommunerne under et) - formentlig fordi folketingsvalget nærmer sig. Men der er ikke er skabt mulighed for at genoprette tidligere års nedskæringer, og der er absolut ingen fremtidssikring af velfærden i aftalen. En yderligere grund til at stemme nej er kravet om, at kommunerne skal konkurrenceudsætte mindst 25 pct. af sine opgaver. Det er et centralistisk indgreb, der begrænser kommunernes frihed til at selv at vælge de metoder, som de mener, er bedst for at opnå målene om bedre velfærd indenfor de givne økonomiske rammer. At kalde det mål- og rammestyring og maksimal frihed for kommunerne, jf. svaret på spørgsmål 9, er misbrug af det danske sprog i et omfang, som leder tanken hen på George Orwells Nysprog. Det er simpelthen ikke godt nok, og derfor SF, har SF sagt nej til aftalen i KL's bestyrelse. Det stemmer vi også i Finansudvalget. Der er forskel i dansk politik. Særligt om aftalen med Dansk Regioner bemærker SF: Vælgerne er forståeligt nok meget optaget af sygehuse, og regeringen har et prestigeprojekt om at nedbringe ventetiden på planlagt kirurgi, nu til 1 måned. Derfor har den planlagte kirurgi, modsat de øvrige velfærdsområder, oplevet et betydeligt løft i de senere år. Regeringens aftale med regionerne for 2008 er ingen undtagelse. Udover at tilføre ekstra 950 mio. kr. til øget aktivitet på sygehusene (som dog også omfatter en række medicinske behandlinger) får regionerne modsat kommunerne syndsforladelse for at have overbudgetteret med 800 mio. kr. i 2007 i forhold til det aftalte. Problemet på sundhedsområdet lige nu er ikke så meget mangel på penge, men mangel på personale. Effekten af regeringens politik vil derfor uden tvivl være, at privathospitalerne får flere patienter og flere penge, fordi det offentlige sygehusvæsen ikke kan leve op til regeringens løfter. Det er uden tvivl også regeringens bagtanke med den førte politik. Men det løser jo ikke problemet, tværtimod forøger det problemerne med at skaffe personale til de offentlige sygehuse. Satsningen på især den planlagte kirurgi går derfor ud over psykiatrien, der spises af med sølle 20 mio. kr., selvom behovene er enorme og ventetiden for børnepsykiatrisk behandling nærmere er et år end en måned. Satsningen betyder også, at kræft ikke prioriteres ret meget højere end fx en knæoperation. Det ville være mere ansvarligt at sikre en hurtig behandling af de livstruende sygdomme, før man brugte de begrænsede personaleresurser på at afkorte ventetiden for ikke-livstruende sygdomme. Ingen tvivl om at en ventetidsgaranti på 1 måned er et rigtigt mål, men ansvarlige politikere tager tingene i den rigtige rækkefølge. Aftalen er også renset for tiltag, der styrker forebyggelsen, fx ret til helbredscheck efter Ebeltoftmodellen. Der er tale om en skæv politisk prioritering, som SF stemte imod i Dansk Regioners bestyrelse, og som vi også stemmer imod i Finansudvalget. Enhedslistens medlem af udvalget udtaler, at Enhedslisten stemmer imod, fordi rammen er for lille til at sikre en ordentlig udvikling af velfærden og ikke giver plads til de forbedringer af løn- og arbejdsvilkår som de ansatte har berettiget krav på.

Dokumenter

Kilde: Folketingets Finansudvalg, Aktstk. 175 (2006–07), Folketingets åbne data. Resuméet er lavet af AI ud fra aktstykkets tekst. Tjek altid originalen på ft.dk.

Andre aktstykker fra Finansministeriet

Alle fra Finansministeriet →