Transportministeriet anmoder Finansudvalget om tilslutning til etableringen af 12 nye puljer på transportområdet som led i Aftale om en grøn transportpolitik af 29. januar 2009. Samlet afsættes der 7.600 mio. kr. til de nye puljer, heraf 1.109,2 mio. kr. i 2009, hvilket indgår i Infrastrukturfonden. Samtidig nedlægges den eksisterende anlægspulje, hvorved ikke disponerede midler på 121,9 mio. kr. for 2009 bortfalder.
De 12 nye puljer og deres samlede rammer er:
- Bedre fremkommelighed for busser (2009 - 2013): 1.000 mio. kr.
- Pulje til fremme af ordninger og projekter, der øger antallet af buspassagerer (2009 - 2011): 300 mio. kr.
- Pulje til medfinansiering af færgeinvesteringer i kommuner med småøer og ø-kommuner: 200 mio. kr.
- Pulje til fremme af kollektive trafikløsninger i Århus og i Ring 3-korridoren i hovedstadsområdet: 2.000 mio. kr. (heraf 500 mio. kr. forlods reserveret til letbaneløsning i Århus).
- Pulje til stationsmoderniseringer: 200 mio. kr. (bl.a. Enghave station og Nordhavn station).
- Nye teknologiske muligheder (2009 - 2014): 600 mio. kr.
- Bedre kapacitet og bekæmpelse af lokale flaskehalse (2009 - 2014): 800 mio. kr. (heraf 250 mio. kr. til tunnel under Marselis Boulevard, 125 mio. kr. til ny forbindelse over Odense Kanal og 15 mio. kr. til bedre adgang til Rønne Havn).
- Mere cykeltrafik (2009 - 2014): 1.000 mio. kr. (heraf 100 mio. kr. i 2009 til statslig medfinansiering af sammenhængende og innovative cykelprojekter).
- Bedre trafiksikkerhed (2009 - 2014): 500 mio. kr.
- Fremme af gods på bane (2009 - 2014): 200 mio. kr. (heraf 10 mio. kr. til nyt rangerområde ved Hirtshals Havn og 10 mio. kr. til analyse af kombiterminal ved Køge).
- Støjbekæmpelse (2009 - 2014): 400 mio. kr. (heraf 16 mio. kr. til støjreducerende skinneslibning 2010 - 2015).
- Nye beslutningsgrundlag og strategisk planlægning (2009 - 2014): 400 mio. kr.
Puljerne oprettes primært på Transportministeriets hovedkonto § 28.11.14 Transportpuljer, undtaget er færgepuljen, der indbudgetteres på Velfærdsministeriets område. Der etableres en særlig bevillingsbestemmelse, der tillader overførsel af midler fra transportpuljerne til andre konti til dækning af driftsomkostninger i forbindelse med puljefinansierede projekter. Uforbrugte midler tilbageføres til puljerne, og der holdes en reserve på 10 pct. af projektudgiften for anlægsprojekter.