Transportministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til, at Trafikstyrelsen kan udnytte en trafikal option i kontrakten for togtrafikken i Midt- og Vestjylland for perioden december 2010 - 2018.
Sagen drejer sig om følgende:
- Der er tale om en option på supplerende trafik i dagtimerne mellem Århus og Viborg. Hvis optionen kaldes, kører der yderligere fire afgange pr. dag, hvilket opretholder den nuværende halvtimes drift på strækningen i den kommende kontraktperiode.
- Udgiften til optionen andrager ca. 1,6 mio. kr. pr. år. Beløbet afholdes inden for den samlede økonomiske ramme for udbuddet på 197,9 mio. kr. pr. år, som er hjemlet i Akt 206 fra 12. juni 2008 om genudbud af togtrafikken i Midt- og Vestjylland.
- Den samlede økonomiske ramme dækker også to andre trafikale optioner (to-timers drift på alle strækninger og trafikering over grænsen Tønder - Niebüll), som begge forventes udnyttet.
- Trafikstyrelsen indgik den 25. marts 2009 kontrakt med Arriva Tog A/S om togbetjeningen med mulighed for forlængelse i to år. Det vindende tilbud ligger inden for den økonomiske ramme og indebærer en besparelse på ca. 20 mio. kr. årligt i forhold til det nuværende niveau, såfremt alle tre optioner udnyttes.
- Optionens udgifter finansieres via bevillingen § 28.61.03 Indkøb af jernbanetrafik (Reservationsbevilling). Aktstykket medfører ikke nye udgifter i finansåret.
- For at optionen kan træde i kraft ved driftsstart i december 2010, skal den kaldes senest den 1. december 2009. Ved indgåelse binder staten sig til forpligtelsen for perioden 2010 - 2018 med mulighed for forlængelse.