Transportministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til en forhøjelse af projektbevillingen til Vejdirektoratets anlægsprojekt Riis - Ølholm - Vejle med 182,2 mio. kr., hvilket bringer bevillingen op på i alt 1.584,1 mio. kr. Der søges samtidig tilslutning til, at Transportministeriets centrale anlægsreserve forøges med 288,0 mio. kr.
Sagen drejer sig om følgende:
- Projektet blev oprindeligt vedtaget som anlægslov den 23. maj 2006, men sat i bero i 2007, da det fremgik, at det ikke kunne gennemføres inden for den afsatte bevilling.
- Forhøjelsen skyldes primært et ændret fysikoverslag, herunder opdaterede enhedspriser for jordarbejde, asfalt, arbejdsplads, korrektion af broer samt belysning, og nødvendige reserver til uforudsete udgifter efter principperne om ny anlægsbudgettering.
- Merudgiften på samlet 470,2 mio. kr. finansieres via Infrastrukturfonden jf. Aftale om en grøn transportpolitik af 29. januar 2009. Forslaget medfører ingen udgifter i finansåret, men udgifterne fordeler sig over årene 2010 - 2014.
- Aktstykket forelægges under henvisning til budgetvejledningen, da ændringen overstiger 10 mio. kr. og mere end 10 pct. af projektets totaludgift. Finansministeriet har givet sin tilslutning.