Transportministeriet søger Finansudvalgets tilslutning til optagelse af en tekstanmærkning på forslag til lov om tillægsbevilling for 2010, der giver hjemmel til at fastsætte regler for tilskudsordninger rettet mod reduktion af transportsektorens energiforbrug og CO₂-udledning.
Sagen udmønter dele af Aftale om en grøn transportpolitik af 29. januar 2009, hvorunder Center for Grøn Transport blev etableret i Trafikstyrelsen. Centeret varetager bl.a. tilskudsordninger vedrørende optimering af aerodynamik for lastbiler samt forsøgsprojekter med energieffektive transportløsninger i større flåder og busser på alternative drivmidler. Tekstanmærkningen er nødvendig for at præcisere hjemmelsgrundlaget, så Trafikstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for gennemførelse, tildeling og administration af tilskuddene, herunder ansøgningsfrister, betingelser, prioritering, kontrol og klageadgang. Bestemmelserne vil blive indarbejdet i finansloven for 2011. Forslaget medfører ikke merudgifter i finansåret. Aktstykket blev tiltrådt af Finansudvalget den 24. juni 2010.
Konti på finansloven 2010, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2010. Aktstykket fordeler ikke beløbet på konti.