Transportministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til overførsel af 263,0 mio. kr. til finansiering af et afgreningskammer til den kommende Sydhavnsmetro. Midlerne udskilles fra bevillingen til takstnedsættelser og investeringer i den kollektive trafik og udmønter Aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten om metro, letbane, nærbane og cykler af juni 2014.
Afgreningskammeret på Cityringen er en forudsætning for anlægget af Sydhavnsmetroen, som skal betjene Ny Ellebjerg via Sydhavnen med fem stationer. Projektets samlede anlægsomkostninger skønnes til ca. 8,6 mia. kr., hvoraf Metroselskabets indskudsbehov er beregnet til 5,6 mia. kr. Statens andel af finansieringen - udover afgreningskammeret - dækkes ved overdragelse af 40 procentpoint af statens ejerandel i By og Havn I/S til Københavns Kommune. Forligskredsen bag Metrocityringen har tilsluttet sig denne aftale, hvilket opfylder betingelsen for udbetaling af de reservede midler. Aktstykket fremsendes for at sikre rettidig projektering og anlæg af det tidskritiske afgreningskammer i forhold til arbejderne på Cityringen.
Konti på finansloven 2014, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2014.