Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse anmoder om Finansudvalgets tilslutning til at overføre 100 mio. kr. fra konto 16.11.79 (Reserver og budgetregulering vedr. det kommunale lov- og cirkulæreprogram) til den nyoprettede konto 16.51.70 (Organiserings- og effektiviseringspulje på sygehusområdet).
Sagen har følgende baggrund og indhold:
- Midlerne stammer fra finanslovsaftalen for 2009 mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, hvor der blev afsat en pulje på 100 mio. kr. med henblik på at fremme en normal drifts- og ventetidssituation ved genindførelsen af det udvidede frie sygehusvalg pr. 1. juli 2009.
- Formålet er målrettet de områder, hvor ventetiderne har været stigende, og regionerne skal fastholde fokus på organisering og effektivitet af de offentlige sygehuse samt udnyttelsen af offentlig og privat kapacitet, herunder inddragelse af privatpraktiserende speciallæger.
- Det er regionernes ansvar at beslutte den konkrete anvendelse af midlerne inden for den overordnede målsætning. Senest den 27. februar 2009 skal regionerne redegøre for fordelingen, tiltagenes indhold og den vurderede effekt.
- Under forudsætning af godkendelse udbetales midlerne á conto til regionerne fordelt efter bloktilskudsnøglen i februar 2009. Der vil herefter blive foretaget en regulering, hvis anvendelsen ikke ligger inden for formålet.
- Forslaget medfører ikke merudgifter, da der blot sker en omfordeling mellem eksisterende bevillinger under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.