Transportministeriet anmodede Finansudvalget om tilslutning til, at Banedanmark igangsætter forlængelse af den eksisterende transfertunnel og etablering af en trappe- og rulletrappeforbindelse fra Frederiksborggade til transfertunnelen på Nørreport Station. Projektet er besluttet i aftale om Bedre mobilitet af 26. november 2010 og har til formål at forbedre adgangsforholdene til Metroen, S-tog og regionaltog som led i det store fornyelsesprojekt Ny Nørreport, der forventes færdigt med udgangen af 2014.
Projektets totaludgift er fastsat til 157,1 mio. kr. (2013-priser), heri indregnet et korrektionstillæg på 20 pct. til uforudsete udgifter. Udgiften finansieres af DSB’s pulje ”Bedre adgang til den kollektive transport” og Metroselskabet, mens Banedanmark fungerer som bygherre. Den oprindelige ramme på ca. 100 mio. kr. er overskredet primært pga. øget kompleksitet ved tunnelarbejdet, begrænsninger i arbejdsområdet i forhold til Ny Nørreport-projektet og manglende mulighed for at benytte Nørre Voldgade som transportvej. Metroselskabet har besluttet at finansiere fordyrelsen på 52,9 mio. kr., hvilket betyder, at selskabet betaler 105,0 mio. kr., mens DSB bidrager med 52,1 mio. kr. Ejerskabet af metrotrappen overdrages efter gennemførelsen til Metroselskabet.
Aktstykket blev tiltrådt af et flertal i Finansudvalget den 7. februar 2013. Enhedslisten stemte imod under henvisning til, at tunnelforbindelsen er en forkert prioritering af midlerne til den kollektive trafik, især idet en cykelparkering ved stationen var blevet sløjfet i samme projekt. Forslaget medførte ikke merudgifter i finansåret.
Konti på finansloven 2013, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2013. Aktstykket fordeler ikke beløbet på konti.