Transport-, Bygnings- og Boligministeriet søger Finansudvalgets tilslutning til udmøntningen af aftalen om genudbud af togtrafikken i Midt- og Vestjylland. Aktstykket vedrører indgåelse af kontrakt med et konsortium bestående af Arriva Danmark A/S og Arriva Tog A/S om betjening af togtrafikken i Midt- og Vestjylland samt på Svendborgbanen for perioden 2020-2028 med mulighed for forlængelse.
Kontrakten har en ramme på 1.423,4 mio. kr. (2019-pl) og er en nettokontrakt, hvor operatøren oppebærer billetindtægterne. Derudover overdrages trafikkøberansvaret for strækningen Skjern - Holstebro til Region Midtjylland pr. 13. december 2020. Ministeriet udbetaler herfor årlige tilskud til drift og reservemateriel samt et engangsbeløb til køb af togsæt, svarende til i alt 279,1 mio. kr. (2019-pl).
Sagen omfatter endvidere installation af Wi-Fi i ministeriets fire Desiro-togsæt inden for en ramme på 10 mio. kr., hvorefter togene sælges til den vindende tilbudsgiver. Operatøren skal fremskaffe rullende materiel, herunder køb af togsæt fra Arriva Tog A/S, DSB og Alpha Trains. Udgifterne finansieres af eksisterende bevillinger, og aktstykket medfører ikke merudgifter i 2019.
Konti på finansloven 2019, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2019.